Vores værdigrundlag
Vores værdigrundlag danner baggrund for den måde, vi møder hinanden på i hverdagen.
På Tranbjergskolen har vi i ledelsen samarbejdet med elever, personale, skolebestyrelse og SFO-forældreråd om at fastsætte de fire værdier, som vores tilgang og undervisning bygger på.
Respekt
Sådan forstår vi respekt:
Respekt er en grundværdi på Tranbjergskolen i den måde, vi møder hinanden på som børn og voksne. Når vi udviser gensidig respekt, giver det rum til at anerkende hinandens roller og forskelligheder, og det giver plads til, at vi kan være dem, vi er.
Respekt bygger på tillid til andre, og det er vigtigt med gensidig tillid og tro på, at alle gør det bedste, de kan. Vi kan godt være uenige og samtidig vise respekt for hinanden. Forståelsen fremmes, når vi sætter os i andres sted.
Respekt er også at passe på vores skole og tingene på skolen, så de kan holde i mange år endnu. Det er et fælles ansvar.
Tryghed
Sådan forstår vi tryghed:
Tryghed danner grundlag for at udvikle egne faglige og personlige kompetencer og muligheder. Tryghed skabes i fællesskaber med nærvær og anerkendelse af, at alle kan være med.
Alle har et medansvar for at fremme og vedligeholde trygheden på Tranbjergskolen. Med genkendelige rammer, gode rutiner og en klar kommunikation skabes en sikker base med rum til at være sig selv.
Det er vigtigt at føle sig set og hørt samt at mærke, at her hører jeg til. De trygge rammer fremmer rum til læring, trivsel og udvikling og skaber plads til bump og sving på vejen.
Fællesskab
Sådan forstår vi fællesskab:
Tranbjergskolen rummer et stort, mangfoldigt og meningsfyldt fællesskab. Vi er et forpligtende fællesskab, hvor alle har en plads og kan bidrage som dem, de er.
Gennem hele skoleforløbet indgår vi i mange fællesskaber og en kæde af aktiviteter, som binder os sammen.
Alle har et ansvar for at give samt støtte og hjælpe hinanden, så vi sammen skaber de bedste rammer for læring, trivsel og udvikling.
Nysgerrighed
Sådan forstår vi nysgerrighed:
Nysgerrighed er en drivkraft for læring, trivsel og udvikling. Med nysgerrighed følger en lyst og motivation for at undersøge vores omverden. Nysgerrigheden medvirker til, at vi udvider vores verdensbillede både af det, som er tæt på, og det, som viser sig ude i horisonten.
De gode spørgsmål kommer af en nysgerrighed efter at opnå større viden og kendskab til sig selv og til andre, og de fører både til gode samtaler og til fordybelse i læringsaktiviteterne på Tranbjergskolen.
Tranbjergskolens samlede værdigrundlag kan du læse her: