0.-4. klasse
Indskolingen på Kirketorvet - trygge og glade børn lærer mest. Skoledagen veksler mellem undervisning, leg og bevægelse med fokus på fællesskab.
Indskolingen på Kirketorvet - tryghed, fællesskab og lyst til læring
Vi ønsker at skabe og udvikle en skoledag med variation, rammer og muligheder, der møder det enkelte barn. Indskolingen på Tranbjergskolen dækker 0.-4. årgang, hvor vi arbejder målrettet med at skabe de bedste betingelser for trivsel, læring og udvikling.
Vores udgangspunkt er, at alle børn gør deres bedste, og at de lærer og udvikler sig i trygge og inkluderende fællesskaber. Gennem et tæt samarbejde mellem lærere, pædagoger og forældre skaber vi en god og tryg base for børnenes skoleliv. Målet er at give eleverne et stærkt fagligt og socialt fundament for deres videre skolegang.
Samarbejde mellem lærer og pædagog
På 0.-3. årgang har vi en struktur, hvor lærer og klassepædagog arbejder tæt sammen om klassen. I praksis er lærer og pædagog til stede sammen i undervisningen ca. 10 lektioner om ugen. Vores erfaring er, at et professionelt og stærkt samarbejde mellem lærer og pædagog er med til at skabe de bedste rammer for læring, udvikling og trivsel for det enkelte barn. Derudover er der også to lærere til stede i undervisningen i udvalgte lektioner hver uge. Her understøtter de særligt elevernes faglige udvikling i dansk og matematik.
Samarbejdet bidrager samtidig til en sammenhængende skoledag, hvor børnene oplever genkendelighed, nærvær og tydelige voksne omkring sig.
På 4. årgang er der også to lærere til stede i undervisningen i udvalgte lektioner hver uge. Både for at understøtte elevernes faglige udvikling i dansk og matematik, men også overgangen til Grønløkkeafdelingen.
Leg og læring
I indskolingen er leg, nysgerrighed og læring tæt forbundet. Undervisningen tilrettelægges med fokus på variation og aktive læreprocesser, hvor eleverne både arbejder individuelt, i grupper og i fællesskab. Gennem forskellige arbejdsformer oplever børnene, at læring kan foregå på mange måder.
Fagdage
På en fagdag har elever og lærere mulighed for at fordybe sig i et fagligt område gennem en hel dag. Det giver tid til at arbejde undersøgende, kreativt og praksisnært med undervisningen.
Fagdagene kan foregå både på skolen og uden for skolen. Det kan eksempelvis være i naturen, på biblioteket eller ved kulturelle tilbud i lokalområdet. På den måde oplever eleverne, at læring kan finde sted i mange forskellige sammenhænge.
Emne- og temauger
I løbet af skoleåret afholder vi emne- og temauger, hvor eleverne arbejder på tværs af fag med særlige temaer. Her får børnene mulighed for at fordybe sig, samarbejde og udfolde deres kreativitet.
Trivsel og fællesskab
Trivsel er en vigtig forudsætning for læring. Derfor arbejder vi systematisk med klassernes fællesskaber, elevernes sociale kompetencer og deres deltagelsesmuligheder. Vi ønsker, at alle børn oplever sig som en værdifuld del af fællesskabet og udvikler mod på at lære, lege og være sammen med andre.
Overgangen til Grønløkkeafdelingen
I 4. klasse arbejder vi målrettet med at forberede eleverne på overgangen til Grønløkkeafdelingen. Gennem øget selvstændighed, ansvar og faglig fordybelse sikrer vi en tryg overgang. Dette sker blandt andet ved, at eleverne besøger Grønløkkeafdelingen og starter op der de sidste tre skoledage inden sommerferien. Samtidig etablerer vi fra starten af 4. klasse et tæt samarbejde med klubben for at skabe en sammenhængende og tryg overgang til de nye fællesskaber og tilbud.